De 6 bedste råd mod halsbrand og sure opstød, når du er gravid

Udgivet | Senest opdateret | Af Emma Kleist, team momkind

Mange kender symptomerne på halsbrand: sviende og brændende fornemmelse i maven og spiserøret efter for meget kaffe. Eller sure opstød efter en stor julemiddag.

Når du er gravid, kan det føles som om, du har konstant halsbrand og sure opstød. Du kan få halsbrand, når du er gravid i 1., 2. og 3. trimester, men ofte er det værst i 3. trimester, og der er især mange, der døjer med halsbrand og sure opstød om natten.

Er du gravid med halsbrand? Læs med her og få de bedste råd til at forebygge halsbrand, når du er gravid.

Hvad er halsbrand, og hvorfor får man halsbrand?

Halsbrand giver sviende og brændende fornemmelse i mave og hals. Det skyldes, at mavesyre bliver skubbet tilbage gennem spiserøret, hvis man for eksempel har ekstra mavesyre eller meget pres på mavesækken.

Halsbrand er en af de mest almindelige graviditetsgener. Og det er der en god forklaring på.

Læs også: 10 graviditetsgener du skal kende

“Der er to disponerende faktorer. Den ene er hormoner,” fortæller Anna Forchhammer, som er jordemoder og stifter af Jordemodertid.

Hun forklarer, at graviditetshormonerne relaxin og progesteron gør den såkaldte ‘glatte muskulatur’ mere afslappet. Den glatte muskulatur sidder blandt andet i tarmene, livmoderen og omkring blodkar, men også omkring spiserøret. Det gør altså spiserørets muskler slappere, og de får sværere ved at lukke for mavesyre.

“Det sker, fordi det er den samme muskulatur, som laver en motorvej af blodgennemstrømning til moderkagen. Og moderkagen er nummer ét prioritet i kroppen, når man er gravid”.

Den anden faktor, der giver gravide halsbrand og sure opstød, er babyens størrelse:

“Mange oplever mere halsbrand i slutningen af graviditeten, hvor der også er et mekanisk tryk på tarme, mavesæk og spiserør fra den voksende livmoder,” siger Anna Forchhammer.

Men hvad er det bedste middel mod halsbrand, når du er gravid? Her får du Anna Forchhammers råd.

1. Spis små måltider

Et stort og fedt måltid kan få mavesyren til at boble. Så gør dig selv den tjeneste ikke at overfylde maven. Spis hellere mange små måltider, og prøv at lade være med at spise for tæt på sengetid. Så undgår du at få ‘glæde’ af mavesyre hele natten igennem.

2. Undgå fed, røget eller stærk mad

Noget mad er værre end andet. Hvis du døjer med sure opstød som gravid, bør du undgå meget krydret mad, fed mad og røget mad. Også meget syreholdig mad kan give sviende og brændende fornemmelse i maven.

Mad der kan give halsbrand:

  • Chokolade
  • Citrusfrugter
  • Syreholdig frugt
  • Løg
  • Fed mad
  • Krydderier
  • Kaffe

3. Skær ned på kaffe

En lang og tung graviditet kan give søvnløse nætter og poser under øjnene. Og så kan næste råd måske være svært at høre: Vink farvel til kaffen!

Men de sorte, opfriskende dråber er altså en af de ting, der kan give meget halsbrand.

“Hvis man er meget plaget af halsbrand, må man tænke over, hvad man spiser og drikker. Det kan være et vanskeligt farvel til koffein. Den er ikke sjov,” bemærker Anna Forchhammer.

4. Spis neutrale madvarer

Anna Forchhammers bedste husråd mod halsbrand er ren kemi: Opvej syre med base. Basiske fødevarer giver ro på en ellers syreboblende mave, og Anna Forchhammer er ikke i tvivl om, hvad hendes go-to er.

“Spis mandler… Konstant! Hav altid nogle mandler i tasken, i lommen, i pungen. Sørg for at have mandler med overalt”.

Mad der kan dulme mavesyren:

  • Mandler
  • Bananer
  • Mælk
  • Brød og kiks

5. Hæv hovedet

Har du halsbrand om aftenen, når du ligger dig på puden? Eller kommer de sure opstød om natten? Så kan det være, at du skal ligge lidt højere.

“Prøv med et par ekstra hovedpuder eller hæv hovedgærdet på din seng. Nogle må nærmest sidde op og sove den sidste del af graviditeten,” siger Anna Forchhammer.

Hæv gerne dit hovedgærde cirka 15-20 cm, så dit hoved og din brystkasse skråner nedad.

6. Tag et syreneutraliserende præparat

Hvis intet andet virker, så tag på apoteket. Der er ingen grund til at være tapper og undgå de syreneutraliserende præparater, for de kan roligt tages hele graviditeten igennem.

“Det er så utroligt almindeligt at have behov for noget syreneutraliserende. Det er der intet i vejen for at tage,” siger Anna Forchhammer.

“Der er ikke nogen restriktioner på, hvor tidligt man må tage det. Gudskelov”.

Hvornår skal man kontakte lægen?

Halsbrand og sure opstød er intet at være bange for. Selvom det er pisseirriterende. Men som med alt andet, skal man ikke lide unødvendigt meget. Så er du meget plaget af de sure opstød, kan du altid tage en snak med din læge.

Kun i sjældne tilfælde er der dog reelt grund til bekymring:

“Nogen får så meget halsbrand, at de kaster op ad det, og har svært ved at holde mad nede. I de situationer kan det være en god idé at kontakte lægen,” understreger Anna Forchhammer.

Hun sammenligner det med tilfælde af meget svær graviditetskvalme, hvor kroppen tærer på sin væske og energibeholdning.

“Halsbrand er kun farligt, hvis man stopper med at spise. Ellers er det ganske ufarligt”.

Læs også

Vitaminer som gravid: Hvilke kosttilskud skal jeg tage?

Gravid og træt? Her er de 7 bedste råd

De 10 bedste råd mod vand i kroppen, hævede fødder og ben

Symfyseløsning: 13 gode råd mod smerter i symfysen